Aktinsigt

Vertigo at large

...

Tinker, tailor, soldier, rasta, sumper...

-Jeg er voldsomt alternativ. Jeg er farlig for alle andre...! Men det ville jeg helst være fri for. Det er ikke så nemt at få en siddeplads i en middelstandsbil, når man ligner en af dem, der kan finde på at stjæle sådan en - helt uden at tage hensyn til den kærlighed og de ambitioner, ejeren har anbragt i den gennem de mange, sparsommelige år, før han nåede sit tredie livsmål: kone, børn - bil...

-Hvorfor skal man overhovedet stå her og stritte med sin tommelfinger? Har de aldrig hørt om car-pools, alle de der, som fiser ud af motorvejen her....

-Hvorfor skal vi mennesker altid have en grund. En grund til at hjælpe - ikke nok med, at der er brug for hjælp! Vi skal også have en filosofi til at forsvare hjælpen, så vi ikke forfalder til føleri og venskab....

-En grund til ikke at hjælpe - ikke nok med at folk ser farlige ud. Vi kan jo ikke risikere, at de ved nærmere eftersyn rent faktisk viser sig som farlige...

-Så vi kigger ikke nærmere efter, det er der nemlig ikke nogen "grund" til.

En lille, rød bil hviskede nænsomt ind til siden og standsede. Den højre bildør blev åbnet, og rastafari-blafferen satte i løb.

-Tak! nærmest råbte han, idet han satte sig på forsædet ved siden af føreren. Bilen accelererede hurtigt og glidende.

-Hvad fanden vil du? spurgte føreren uden at se til siden.

Blafferen troede det var en vits, men det var det ikke.

Opdagede han, da hans latter næsten synligt faldt ned mellem de to sæder.

-Det var ham bagved, der sagde, jeg skulle!

Blafferen havde slet ikke set, at der sad en totalt sumpet fyr på sædet lige bag sig. Denne nikkede voldsomt, så hans fedtede hårstrimer lagde sig klistrende ned over ansigtet, der var så uens i farven, at fyrens udseende måtte skyldes en lasur af mange års lag af aldrig helt afslidt møg.

Rastafari-blafferen var helt desorienteret. Han kiggede fra den ene til den anden, så stanken fra hans solvarme hår bredte sig ud i hele bilen.

-Så sid dog stille, for fanden! snerrede føreren...

Og fortsatte:

-Jeg kan ikke fordrage sådan nogle skiderikker som jer! Ja, dit bøvedhoved! Så nikker han! Ham der på bagsædet forstår ikke en skid, efter jeg hældte noget sprit på ham - med rohypnol.

-Og hvad vil du så have, min dreng? Er du sådan mere til "lykkepiller?!

Rastafariblafferen hostede kraftigt et par gange og kom, nærmest snerrende, til at sige, at han "faneme ikke var hverken det ene eller andet..."

-Undskyld! svarede føreren med et forskrækket udtryk: Jeg ville jo bare hjælpe...

Tårerne begyndte uhæmmet at trille ned over hans ansigt.

-Jeg er ved politiet, forstår du...


...

Muh